Der er ingen præmier at vinde (ud over måske ny viden, og selvom al viden er værdifuld, så vil jeg altså ikke reklamere med det som ”præmie”) men jeg håber, at du alligevel vil være med til at tippe en 13’er i belastningsfaktorer.
Fremgangsmåden er meget let:
Kryds af i 1, hvis du mener, at der er tale om en belastningsfaktor = noget, der tager energi.
Kryds af i 2, hvis du mener, at der er tale om en ressource = noget, der giver energi.
Kryds af i X, hvis du mener, at der er tale om noget, der er eller kan være både en belastning OG en ressource.
Jeg kan lige så godt afsløre det med det samme: De fleste ting på listen bør nok være et X. Du kan også leve dine vildeste rebel-drømme og krydse af i alle 3 muligheder, for mange ting kan være både en belastning og en ressource for os på samme tid, alt efter omstændighederne og alt efter hvordan vi reagerer på og håndterer dem.
Belastninger og ressourcer handler dybest set om vores energi – ikke en åndelig eller spirituel energi, men slet og ret om den energi, vores kroppe bruger på at være i gang hver dag. Belastninger er de ting, der tager vores energi. Ressourcer er de ting, der giver os energi. Og mange ting er eller KAN være begge dele.
Du kan måske selv forestille dig nogle eksempler? Din søn på 3 år vil gerne lege, så I bruger en god times tid på at lege – det tager noget energi at følge med, når han render rundt, og noget koncentration at forstå, hvad han siger, og noget tålmodighed, når han er bliver sur og begynder at skrige… men det giver også glæde, følelsen af hvordan I er hinanden nære og jeres bånd vokser. Og livet føles måske lidt mere meningsfuldt, når du ser din glade dreng have det sjovt?
Eller det kan være på arbejdet eller studiet, hvor du har en krævende opgave. Du har postet meget energi, sved og tårer i den, orienteret dig i 100 dokumenter og bestemmelser, fundet ud af, hvad der er vigtigt og relevant og har endelig fået det sat sammen til noget, du er tilfreds med. Ved afleveringen eller overleveringen kvitteres der måske med anerkendende ord, med at arbejdet har en indvirkning på noget konkret, eller ved at du får en god karakter. Måske åbner det op for fremtidsmuligheder for opgaver, du synes er spændende eller giver dig andre gevinster også – status, økonomisk, tilfredshed osv.
På den måde kan de ting, du gør og oplever i hverdagen, hurtigt blive til både belastninger, som du bruger energi på, men også til ressourcer, der gør livet meningsfuldt og styrker din selvtillid.
Din reaktion
Din reaktion og de handlemuligheder, du ser i situationerne, har også noget at sige for, om noget bliver en ressource/belastning eller hvor stor en ressource/belastning, det kan blive for dig. Hvis vi tager nogle af scenarierne fra vores 13’er:
Reaktioner og især hvordan, vi vælger at handle ud fra dem, er ret afgørende for, hvor belastede vi er – og det er ofte dér, fx psykologer kommer ind i billedet: Som en hjælp til at forstå og måske ændre vores reaktioner, og som en hjælp til at navigere i, hvordan vi handler på de ting, vi møder i livet.
-----
Her på bloggen forsøger jeg at dele interessant og vigtig viden - og måske nogle tilhørende redskaber, som du også kan finde under ressource-fanen her på hjemmesiden - i overkommelige bidder. Så kom endelig tilbage og tjek i fremtiden, om der kommer noget, der er relevant for dig!